I går var jeg på hospitalet og fik taget en blodprøve, så jeg kan få mig en pleuracentese i dag. Det er 14 dage siden sidst, og jeg er irritende forpustet hele tiden. For hulan, hvor er det smart med den port, altså!
På vej ud af døren op til hospitalet i dag har jeg en ordentlig omgang forventningsopkastning. Godt, jeg ikke har nået at spise noget inden, for så er det kun spyt, slim og lidt mavesaft, der kommer op. Jeg er ved at være helt god til at blive glad for selv de mindste ting, når jeg selv skal sige det, og dagens opkast var ikke så slemt mht. smag. Madopkast har det med at smage aldeles rærligt …
Vi er på ambulatoriet kl. 10, og allerede kl. 1030 kommer onkologen Mette trillende med et ultralydsapparat, for hun vil godt lige se, om der er væske nok til at lave en pleuracentese. Det er der heldigvis, så jeg er glad. Jeg ved jo godt, at opkasteriet handler om, at min krop ikke er så henrykt over at blive skåret og stukket i. Jeg er til gengæld ret så henrykt over at kunne trække vejret, når centesen er overstået.
Mette vurderer på sin ultralydsskanning, at der er væske i hvert fald 8 cm op i det højre pleurahulrum. Jeg ved ikke nøjagtigt, hvor høje mine lunger er, men 8 cm lyder som en masse. Desinficering; afdækning; markering af, hvor der skal stikkes; mere ultralyd; palpering, hun skal jo helst ramme i musklerne mellem costae, og det er tilsyneladende ikke nogen nem opgave, for hun trykker saftsuseme hårdt 🙂
Thomas, den ledende overlæge på onkologisk afdeling hidkaldes, for så kan den ene læge bedøve og lægge dræn, mens den anden styrer ultralydsapparatet. Mere palpering. Mere ultralyd. Bedøvelse. Mere bedøvelse, der bøvler en del, fordi min stakkels pleura tilsyneladende er temmelig fortykket. Ikke så sært, når den nu er blevet perforeret en masse gange. (Og måske sidder der også maligne celler, der er med til at fortykke.) Dræn i, så Mette trykker og trykker, og pleuraen gir sig ikke, rykker sig væk, og Mette trykker noget mere. Godt, jeg er i lokalbedøvelse.
Endelig kommer drænet ind i pleurahulrummet, og ud strømmer varm, strågul væske. Præcis samme farve som alle de foregående gange.
Vi laver en aftale, lægerne, sygeplejersken og jeg om, at jeg fremover kan blive pleuracenteret uden lægehenvisning. Alle behandlinger på onkologisk afdeling skal godkendes og visiteres af lægerne – fornuftigt nok – men vurderingen er, at jeg, når jeg er ved at ha det slemt med stakåndetheden, har erfaring nok til selv at vide, at NU er det tid til endnu en centese.
1.100 ml kommer der ud. Så kemoen gør tilsyneladende sit arbejde – for det er den mængde pleuravæske, der ellers ville ha været på bare 1 uge.
Det er ret tydeligt, når der ikke er mere tilbage. Væsken er varm, når den kommer ud gennem plastslangen, og gullig. Når der er ved at være ‘lavvande’, skifter væsken farve og blir lidt mørkere og kold. Og så kommer der de her flotte, røde proteinstrenge:
Får morfinpiller med hjem, for som sygeplejersken Annette siger: det kommer til at gøre ondt, når lokalbedøvelsen holder op med at virke!
ninjilla 