Dør man af at komme på hospice?

Indtil fornylig ville jeg ha været næsten overbevist om, at svaret ville ha været et meget simpelt JA! – for man kommer vel netop på hospice, fordi man regner med, det er det (næst)sidstekapitel i éns liv!?

Hella, min (pal) patientanavarlige læge gir mig torsdag aften en venlig telefonsbesked om, at nu ska jeg på hospice. Så hvis der er folk, der ska slås knuder på/med eller søm, der ska bankes på plads, så er det nok ved at være nu.

For mit habbengut ska være pakket i en ruf, så jeg ka ha det med mig på en tur til Hospice Arresødal i Frederiksværk allerede fredag formiddag. Godt så. Bortset fra, alle mine pakkenelliker stadig fremdeles befinder sig i Hillerød i IKEA-poser.

Og bortset fra, at et hospice er noget med gigalang ventetid, så man får ikke sådan bare lige en plads. Og slet ikke på et hospice lige i nabolaget 🙂

Vi ka derfor ikke helt nå det til torsdag formiddag – alt pakkeriet fx. Fredag formiddag kører Larsomobilen til Hillerød og henter friske iltforsyninger, og vi sætter os ind i bilen for at køre nordvestpå til skoven uden for Frederiksværk. Allerede inden afgangen til Frederiksværk må jeg efterlade et mindre gartneri til glæde for min roommate.

Ankomst cirka ved 11-tiden til værelse A. Annette kommer på besøg. Lars skifter mine brilleetuier hos optikeren i Hillerød. WALES kommer, og især er børnene beklemte uden lang tids samvær. Dejligt at gense dem, dog.

Så går det meste af ugen med besøg og blomster. Peter og Ewa er her 3 timer søndag eftermiddag, og Anja og Per på et lissålangt besøg samme dag.

Mor kommer på kort besøg mandag morgen. Fredag kommer Nanett på et langt besøg. Så tror jeg vist ikke, jeg har glemt nogen …

Dejligt! Allerede d. 11. maj ser blomsterbordet herligt beblomstret ud igen.

---

Som svar på spørgsmålet i overskriften ka jeg nu med sikkerhed svare, at jeg i hvert fald drøjer længere end 1 uge om at krepere af at befinde på et hospice.

Hvordan det er for andre, ka jeg ikke udtale mig lisså skråsikkert om.

Sov godt!