Har den her metafor med min cancer som en utæmmet hest i fuld fart. En hest, jeg ikke kan styre overhovedet. En hest, som andre – måske og forhåbentligt – kan hjælpe mig med at få bare en lille smule styr på.
Jeg har fuld tiltro til, at lægevidenskaben kan hjælpe mig med at få min ustyrlige hest om ikke tæmmet så i det mindste gjort bare lidt mindre ustyrlig. Vil gerne – noget så inderligt gerne – styre den selv ved at holde godt fast i tømmerne. Om det så kun er med det yderste af den ene hånds tommel- og pegefinger. Ved godt, at det ikke er spor realistisk.
Vil ha kontrol over min krop og mit liv. Så jeg kæmper. Bakser med min hest. Taler venligt til den i håb om, at den vil opføre sig mindre vildt og ustyrligt. Øver mig i at få fat i og holde fast tømmerne. Gør, som onkologerne og sygeplejerskerne ber mig om. Døjer med bivirkningerne.
Canceren har sit eget symbiotiske liv. Den bor i mig, og jeg er dens uvillige vært. Den sparker og stejler og vrinsker.
Jeg kan sørge for, at jeg har det så godt som muligt. Selvom jeg pruster og forpuster og taber vejret over det mindste, insisterer jeg på at leve et godt liv i og med min krop. På udetræningsholdet har de opfundet termen ‘Ulla-tempo’ aka det langsommeste … Eftersom jeg igenigen har mit højre pleurahulrum grundigt okkuperet af en del væske, har jeg tilsvarende begrænset lungevolumen. Godt, vi ka lave lidt skæg med mit prusteri 🙂
Dagens dragebådstræning er osse fuld af forpustethed. Godt, jeg ved, at der er en masse væske, så er det knapt så irriterende ikke at kunne presse mig helt så meget, som jeg egentligt gerne ville.
ninjilla 